Eller rettere evnen til at være racist. Det er dog ikke alle der praktiserer racisme.
Vi har alle en medfødt biologisk arv. Det er instinkter, reflekser, og alt det der findes i vores urhjerne, hvor vi er programmeret til at reagere hurtigt når vi er truet, så vi kan overleve, selv i et barskt og fjendtligt miljø.
Vores genetik har faktisk ikke ændret sig ret meget, siden dengang vi løb rundt ude på sletten blandt sabeltigere og mammutter. Og den gang kunne det have alvorlige konsekvenser, at søge mod nogen af en anden klan, end den man selv kom fra.
Stod en lys hulemand og havde valget mellem at søge mod en gruppe af mørke hulemænd, og en gruppe lyse hulemænd – var overlevelseschancen størst hos dem han selv lignede. Altså de lyse.
En udefrakommende blev med stor sandsynlighed dræbt, som vi også kender det fra dyreverdenen. Når en myre kravler ind i den forkerte myretue, så lugter den anderledes, og bliver dræbt på stedet.
Det giver jo også meget god mening. Måske er den ude på at overtage tuen, måske har den sygdomme med, måske vil den stjæle deres mad, osv.
I nutid, hvor vi lever i en civiliseret verden, er denne urgamle evne dog ikke længere højaktuel, for overlevelse. Vi mennesker vælger at leve side om side i fordragelighed, uanset hvordan vi lugter og ser ud – eller dvs. de fleste af os gør.
Der vil altid være en håndfuld tilbage der ikke helt kan slippe deres primitive biologiske arv – racismen, og den primitive tilgang til ”de andre”.
Uanset hvordan vi ser ud, og hvordan vi lugter – så er vi allesammen samme race.
Vi er homo sapiens, hver og en af os. ”De andre” er også en del af dig, og som race er vi alle forbundet til hinanden.