Selvværd - god nokJa, hvordan er det nu den er? Hvad er forskellen på selvværd og selvtillid?

Selvtillid handler om vores tillid til vores egne evner og kompetencer. Altså det jeg kan præstere og udrette, at; ”Jeg gør det godt nok”.

Vi har tillid til at vi kan håndtere det livet byder os, af udfordringer og bump på vejen.

Når vi har selvtillid, er det også nemmere at have tillid til andre.

Selvværd er vores egen værdi som menneske og person. Altså den vi er inderst inde, når vi er ægte og autentiske.

Her handler det om, at vi er værd at stå op for, og at give omsorg og kærlighed til, samt at vi respekterer og accepterer os selv på godt og ondt. Selvværd stikker 3 spadestik dybere, og handler om at; ”Jeg er god nok”.

Du kan godt dække over et lavt selvværd, med meget selvtillid?

Det kan være en BMW i indkørslen, en slank krop der beundres på Instagram, eller flotte præstationer på arbejdet eller i skolen. Der sættes ”bedrifter” ind på selvtillidskontoen med et ”Jeg gør det godt”, men inderst inde skranter det alligevel med et; ”Jeg er stadig ikke god nok”.

Det er ikke muligt at reparere et lavt selvværd med selvtillid. Nok hjælper selvtillid lidt, men der skal noget andet til.

Har du til gengæld et sundt og stærkt selvværd, har du også automatisk selvtillid.

Det er selvværdet der er den bærende søjle i et menneske.

At leve livet med mindreværd, er slidsomt. Den gode nyhed er dog, at alle kan generhverve sig et sundt og stærkt selvværd. Ja, generhverve!

Vi er nemlig alle født, smækfulde af selvværd! Babyer er utrolig selvfede! De kræver det de har brug for med et skrål, fordi de er det værd!

Hvem har ikke set en 3-årig løbe rundt med armene i vejret og råbe; ”Jeg vaaaandt!”- uanset hvilken plads de kom ind over målstregen med. Når jeg siger til min lille søn; ”Jeg elsker dig”, svarer han ”Det ved jeg!”.

Når det så alligevel ender med et mindreværd, er det fordi selvværdet er blevet pillet af dem undervejs op igennem livet. Det kan fx være kritik fra forældrene, eller mobning i skolen.

Når vi har mindreværd, bliver vi illoyale og uvenner med os selv. Vi er selvkritiske og unfair, og har helt mistet evnen til at lave en realistisk egen vurdering.

Det er heldigvis aldrig for sent at genfinde et godt selvværd, og blive gode venner med dig selv. Det kræver måske lidt hjælp med terapi, men det er en rigtig god investering.

Du og dig, hænger ligesom på hinanden resten af livet, så I kan lige så godt blive gode venner!

”Because you are worth it” – som de siger i en gammel Loreal reklame fra nullerne 😊.

Vivian Lund Hansen

Nyhedsbrev

Få mine bedste råd og inspiration sendt direkte til din indbakke. Det er helt gratis og du kan altid afmelde dig.

Tak for din tilmelding.