ensomhedAt være Palle alene i verden.
Når vi er alene, vil det sige at der ikke er andre tilstede.
Jeg sidder alene på værelset det meste af dagen, og er ikke i kontakt med andre mennesker.
Når jeg tager kontakt til et andet menneske, fx ringer til en ven, eller går ud til familien i køkkenet – så er jeg ikke længere alene.

Jeg kan også føle mig alene i visse situationer.
Jeg føler fx at jeg er alene om at løse opgaven, og de andre bidrager ikke.
Det er også en typisk følelse som opstår når vi ekskluderes. Fx når en klassekammerat holder fest, og alle de andre er inviteret, på nær mig! Jeg alene skal ikke med.

Alene følelsen er en god dårlig følelse.
En god dårlig følelse har et budskab til os, og opfordrer til at tage handling på det som gør, at vi føler og oplever os alene!

Alene følelsen er den der skal få os ud af røret! Den siger fx; ”Nu har du siddet her alene længe nok, nu er det tid til at tage kontakt til- og se andre mennesker!”.
Husk – vi er jo et flokdyr, og i flokken fungerer vi bedst. Vi bliver faktisk lidt ”kuk kuk” af at være isoleret i længere tid!

Isolation på godt og ondt
Når et menneske frivilligt vælger isolation, som fx nogle munke gør det, hvor de lever i en afsides hytte i årevis, med kun meget lidt kontakt med andre mennesker – er det en anden sag, end hvis det er tvungen isolation.

Munkene i frivillig isolation sidder oftest i meditation, med et ønske om at komme tættere på det guddommelige.
De kan berette om sindstilstande, jeg som psykoterapeut, vil finde bekymrende!
I et ”set up” af frivillig isolation, får disse sindstilstande dog en religiøs betydning, og derfor anses de som noget positivt. Det kan fx være at Gud viser sig for dem.
Nogle vil kalde det hallucinationer, andre en smuk spirituel oplevelse.

Sætter du et menneske i tvungen isolation, som fx i en isolationscelle i et fængsel, så er sagen en helt anden!
Ofte sidder de i et lille snævert rum, uden nogen form for underholdning, i 23 timer i døgnet. De får adgang til 1 times ”motion” i gården dagligt, hvor de også her ofte er afskåret fra andre mennesker.

Hallucinationer, vrangforestillinger, psykoser, dyb depression, selvmordforsøg, angstanfald er blot nogle af de ting, et menneske i isolation kan opleve. Nogle bliver så ”kuk kuk” at de ender med at smører deres egen afføring op ad væggene!
I interviews med indsatte, der har prøvet længerevarende ophold i isolationscellerne, fremgår det ofte at de oplever, at tiden i isolation har forandret dem for altid!

Vi mennesker har af natur, rigtig svært ved at være isoleret fra andre artsfæller – altså andre mennesker. Vi mistrives i så alvorlig grad, at nogle bliver psykisk syge af det.

COVID-19 restriktioner påvirker os også psykisk.
COVID-19 restriktionerne sætter nogle begrænsninger for flokdyret i os.
Vi oplever os mere eller mindre isoleret fra samvær med mennesker, og sociale begivenheder, vi under normale forhold ville have deltaget i.
Dette er et livsvilkår for os mennesker lige nu, men det belaster os helt sikkert psykisk.

Jeg mærker det som psykoterapeut, både i antallet af tilgangen af nye klienter, men også i problematikkernes karakter. Der er langt flere klienter med angst, depression, tvangstanker, stress, og bekymrende ensomhed.

COVID-19 restriktionerne, og de begrænsninger der følger med, påvirker os, ja! – men bare rolig! De udfordringer COVID-19 giver os, kommer ikke i nærheden af eksemplet med isolationsfængsling ovenfor!
Lad os lige slå det fast! Der er heldigvis lang vej endnu, til at du skulle gå hen og blive lige så ”kuk kuk” af COVID-19 begrænsningerne!
Godt nok er der tale om en tvungen isolations situation, men den er heldigvis ikke så begrænset, som det er at sidde i en isolationscelle i et fængsel!

Vi kan gøre rigtig meget, og vi har indflydelse på situationen.
Det handler nemlig om at om at acceptere virkeligheden som den er lige nu. Lade det vi ikke kan ændre på ligge, og i stedet for rette blikket mod de ting vi rent faktisk har indflydelse på!
Vi må tænke anderledes kreativt, og omstille os til at opfylde vores behov for at være sociale, på nye spændende måder.

Ind og ud af ensomheden.
”Hvad er så ensomhed?”; spørger du måske.
Ensomhed er en lidt anden kaliber end at være alene, eller i isolation.

Når vi er for meget alene eller er i isolation, kan det bestemt udvikle sig til ensomhed – men mange der føler sig ensomme, vil også fortælle om at være ensom blandt andre.
Nogle er for meget alene, og mangler venner, mens andre har et stort netværk med mange venner, og sociale begivenheder – og alligevel føler de sig ensomme!

Ensomhed er når vi mangler livsvidner. Når vi ikke har formået at skabe en forbundenhed til et andet menneske (eller flere andre mennesker). Dvs. vi er der, men vi er der ikke rigtigt alligevel.
Hæng i, og lad mig redegøre for hvad jeg mener!

Ensomhedsfølelsen er ligesom alene følelsen, også en god dårlig følelse, med et budskab til os. Den siger; ”Nu går den ikke længere! Vi mangler nogen at tale fortroligt med. Nogle at dele vores inderste med – og nogle som accepterer, og respekterer os som den vi er, på godt og ondt”.

Nogle gange ligger ensomhedsfølelsen i kølvandet af fx mobning.
Efter en periode med udskamning, og blive udstillet som værende ikke god nok til flokken, så lærer man at holde kortene tæt inde mod kroppen!
Andre gange handler det måske om manglende evner til at gøre sig synlig, og arbejde sig ind i en ny, eller allerede etableret gruppe, som fx ved skoleskift, eller opstart på ny uddannelse.
Der kan være mange årsager til vi ender med at føle os ensomme – men heldigvis er der meget at gøre for at komme ud af ensomheden igen!

For at føle os forbundet til et andet mennesker, så vi ikke længere skal føle os ensomme, er det vigtigt at kunne kommunikere vores inderste til udvalgte få. Det er vel at mærke udvalgte få, som har gjort sig fortjente til en plads i vores ”inner circle” af fortrolige venner. Her er typisk plads til 1-5 personer.
De har gjort sig fortjente ved at acceptere, og respektere os kærligt, for den vi er. Både for vores stjernestunder og præstationer, og for vores fejl og mangler – som jo naturligt følger med det at være et helt menneske!
Vi deler gensidigt vores glæder og sårbarheder. Vi har tillid til at hinanden, og passer godt på det fortalte – og vi kan forvente at få en ærlig feedback, som også kan rumme uenigheder på kærlig vis. Vi respekterer hinandens grænser, og udviser omsorg for hinanden.

Kan vi skabe sådan en relation til et andet menneske, så sker der noget meget smukt!
Vi oplever en følelse af nærhed, næstekærlighed, og ikke mindst forbundenhed. Et sådant menneske, er hvad jeg kalder et livsvidne. Altså et vidne til mit levede liv – og det får ensomheden til at smuldre væk.

Jeg havde en klient som kaldte en af hendes fortrolige ”Mit menneske” – det syntes jeg var så smukt.

Hvor finder man så et livsvidne?
Du har nok med stor sandsynlighed, en person med livsvidne potentiale lige i nærheden, men relationen har måske ikke fået lov til at udvikle sig. Måske fordi paraderne er så meget oppe, at ingen kan komme ind?
Sænk paraderne, og giv dem en chance for at gøre sig fortjente til en plads i din ”inner circle”.
Der er risiko for at blive skuffet, det ved jeg godt! Men det er jo heller ikke ligefrem ”en fest” at føle sig ensom – så mon ikke det er det værd at løbe risikoen for?

Jagten på dit livsvidne sættes ind! – og så er det jo bare med at komme ud og ”kysse frøer”, og se hvem der forvandler til livsvidner!
Det er jo ikke bare sådan lige til, det ved jeg godt – men det skal jeg nok hjælpe dig med. For sværere er det altså heller ikke!

Hvad kan vi sammen gøre, for at få dig ud af ensomheden?
Vi vil give dit selvværd et eftersyn. Det er nemlig bare nemmere at sælge en vare, man selv holder af! – og et sundt selvværd gør livet lettere, og sjovere på alle måder!

Vi skal også finde ud af om du kender dine behov, og evner at stå op for dem? Altså, kan du sætte grænser for hvad du vil være med til, og ikke vil være med til?

Det er også vigtigt at du kan sætte ord på hvem du er, og hvad du føler. Samt udtrykke hvilke værdier og holdninger du har. ,Du skal “hejse flaget” for hvem du er som menneske, og gøre dig synlig for andre. “Butikken er åben!”.

Har du hemmeligheder du skjuler for andre? Så skal vi lige have kigget på hvilke katastrofetanker der er tilkoblet disse hemmeligheder, og få renset ud for mulige skamfølelser.
Vi kan kalde det en omgang terapeutisk forårsrengøring!

Du er i hvert fald alt alt for skøn, sød, og dejlig, til at gå rundt og føle dig så ensom!
Lige nu, i skrivende stund, sidder der én (eller flere) derude, som higer efter at være din fortrolige, og dit livsvidne. Én der sammen med dig, også vil bekæmpe sin følelsen af ensomhed.

I har brug for hinanden! Vi har brug for hinanden! Vi er forbundet til hinanden, allesammen – det ligger i vores natur.