Det er altid med blandede følelser fra terapeuten, når en klient stopper.
Nu tænker jeg på dem der afslutter et forløb, fordi de er i mål, og ikke længere har brug for at komme her hos mig.
Det er et privilegium at få lov til at følge mine klienter i deres udvikling, mod det liv de ønsker sig.
Om temaet for terapien er; et liv uden angst, en afklaring om skilsmisse eller ej, fra et mindreværd til selvværd, eller noget helt helt andet – gør ingen forskel for mig!
Privilegiet ligger i at være tilskuer til en meget smuk livsbegivenhed.
Terapeutens blandede følelser består i en glæde, tilfredshed, stolthed og en smule vemod.
Jeg bliver rørt når mine klienter sætter ord på deres udbytte af forløbet. Det gør mig stolt at høre dem fortælle, hvordan de bruger værktøjerne og selvindsigten fra terapien, til at håndtere livets udfordringer mere hensigtsmæssigt. Jeg glæder mig så inderligt på deres vegne, at de er selvhjulpne. Nu kan de nemlig selv, og har ikke brug for mig mere.
Jeg har den største respekt for det arbejde de har gjort, og det mod de har vist.
Det ville jo være løgn at sige, at jeg ikke også er en lille smule selvtilfreds, med den støtte vi har givet klienten – MEN! det er altså klienterne der gør arbejdet, jeg inspirerer og guider kun, og derfor er æren for udbyttet i sidste ende alene deres.
Og så er der vemod. Nu er det jo slut! Vi ses nok ikke igen – og det er rigtig godt, fordi de er i mål og har ikke brug for samtaler hos mig længere. Arbejdet er gjort!
Nogle gange bliver jeg dog så forfærdelig nysgerrig på hvordan det mon går mine “gamle” klienter? – og så er det jo godt at jeg kan besinde mig med lidt egenterapi!
Jeg kontakter ikke mine gamle klienter – men nogle gange er jeg alligevel så heldig at vores veje krydses igen, eller at der kommer en mail med en opdatering på hvordan de har det. Dem elsker jeg at få!
Til mine seje og søde afsluttede klienter.
Tak for tilliden, og tak for at jeg måtte følge jer på jeres rejse.
Alt det bedste til jer fremover – I har så meget fortjent det! ❤️
