Jeg gjorde det sguJeg sidder dagligt og taler om, hvad det kræver at skabe en forandring. Jeg støtter min seje klienter, til at finde deres indre styrke og mod – og “kaste” sig ud i at prøve noget nyt. Med skælvende knæ og rysten i bukserne – gør mine seje klienter netop det! De gør det de er bange for. De føler frygten – og gør det alligevel. Det giver mod, og netop derfor er de bare så seje .

Jeg måtte dog vende blikket indad for en kort stund, og komme til den selverkendelse, at jeg ikke altid selv “Practise what I preach”, eller “Walk the talk”. Pludselig fandt jeg mig selv siddende på de billige sæder. Derfra hvor det er nemt at råbe “Kom bare – du kan godt!”, helt uden risiko.

Det går jo ikke! Jeg tager heller aldrig selv “gode råd” fra én, der ikke selv har vovet at risikere noget. Hvorfor skulle mine klienter så?

Godt nok har jeg risikeret en hel del tidligere i mit liv, men her på det sidste er det blevet lidt for mageligt. Derfor søsatte jeg projekt “Vivian på usikker grund”!

Nogle af jer har hørt mig fortælle om det. Jeg ville for første gang i mit 47-årige liv, lære at stå på ski. At jeg er fodopereret i begge fødder, skulle ikke længere være en dårlig undskyldning. Min ortopædkirurg havde i øvrigt givet grønt lys for at stå på ski, for længe siden.

Jeg er den eneste i familien der ikke står på ski, og det sætter nogle begrænsninger for fællesoplevelserne på vores skiferier. Mine børn (og min mand), har opfordret mig til at lære at stå på ski i flere år. Nu skulle det være!

På vores skiferie i dec. 2019 – gjorde jeg det sgu!
Og jeg overlevede! Selv da jeg i rent euforisk overmod, besluttede mig for at køre ned ad blå piste, på dag 2 på ski – EVER!
Jeg kørte ned i ren frygt (og måske med en lille smule våde underbukser), men jeg gjorde det – og jeg overlevede!

Så kære klienter, nu har jeg fået genopfrisket hvordan det er at føle sig:

  • Sårbar (De andre griner når jeg vælter)
  • Til besvær (Jeg sænker farten for alle de andre)
  • Bange/frygt (Jeg døøøøør på blå piste foran øjnene af mine børn/ mega urhjerne snak)
  • Ikke god nok (Jeg kan ikke/kan jeg lære det?)

Men også:
Stolt, modig, stærk, glæde, sej, god nok, værdifuld, selvtillid og meget meget mere godt 🙂