I dag fik jeg igen mulighed for at træne i at sige “PYT”!
På vej mod Roskilde på motorvejen, lyser en advarselslampe i bilen.
Lampen tydeliggjorde sagens alvor, ved at lyse i flere advarselsfarver! Først en venlig påmindelse i orange, for 1 minut senere at skrue helt op til rød. Rød som i; ”STOP BILEN NU!”
Nå! Jeg kører ind til siden, og ringer til værkstedet for at høre “What to do?”.
“Du må IKKE køre længere! Jeg gentager; du må IKKE køre længere!” sagde mekanikeren. (Hvorefter det slet ikke kunne falde mig ind at fortælle ham, at jeg et kort sekund havde overvejet det!)
Nå! Aflyse mødet jeg var på vej til – PYT.
Nå! Ringe til Falck der ikke kunne finde min lokalisation via GPS, og finde ud af at en tilkørsel til motorvejen jo ikke har et vejnavn! Derfor var mine oplysninger utilstrækkelige – PYYYYT til det!
Det lykkedes dog alligevel, og kostede kun yderligere en forsinkelse på ca. 20 min., oven i den time det ville tage at nå frem til mig – PYT PYT til det!
Nå! Pingvinerne flytter ind i min Mini. Nu er det koldt, og jeg fortrød bitterligt min beslutning om at det ikke var så koldt i morges, og at jeg derfor ikke tog vinterjakken på! – Jep, PYT igen, og så støvledans i bilen, fordi det åbenbart er ulovligt (sagde Falck damen), at gå, hoppe el. danse på en tilkørselsrampe. (Hvilket jo også giver god mening).
Nå! Endelig bugseret til værkstedet af Falck, som kunne fortælle mig at det nok ville tage flere dage at reparere min bil! Fuck!…nå nej – PYYYYYYYYT igen igen!
Det er bare fordi min mand er ude og rejse, og jeg har børn jeg skal fragte til og fra skole. En bil ville nu være rar at have, men en låne bil er jo også en bil! Selvom den er en “grisebil” der lugter underligt og hele tiden går i stå. Meeen den koster jo heller ikke særligt meget at låne/leje. PYT nok engang.
Nå! Hjem til Holbæk med 15 ufrivillige stop, og stor uenighed mellem mig og koblingspunktet (15 x PYT!).
Nå! – Jeg nåede mine klienter, fik hentet børnene i skolen, og sidder nu og skriver denne tråd – ingen PYT her, fordi det hele gik jo alligevel.
Træls at det skete? Ja da! – men det er ikke jordens undergang! Slip det, og videre i teksten.
I aften når jeg går i seng, så kan jeg sove, fordi jeg ikke har belastet min krop og psyke med stress hormoner – og det er alle dagens PYTTER værd.
Husk det derude – sig PYT!
Hvis det er svært, så kontakt mig – og jeg vil lære dig det.