Jeg eller manLangt de fleste af os gør det – hvis ikke alle.

Det er en genial måde at sige noget, uden rigtigt at kunne blive hængt op på det sagte.

Vi kan sige en masse, helt gratis, og stort set uden at tage ansvar for det, når vi siger “man” i stedet for “jeg”!

Se selv:

  • “Det gør man da ikke! man tager da ikke det sidste stykke kage!”
    Jeg synes det er uhøfligt/grådigt at tage det sidste stykke kage”
  • Man kan da ikke være på kontanthjælp, og få 4 børn!”
    Jeg synes ikke en familie på kontanthjælp, må få 4 børn”
    (Og den kan være interessant at få uddybet, hvorfor?)
  • Man kan jo godt blive ked af det”
    Jeg er ked af det”
  • “Nogle gange synes man jo bare at chefen forlanger for meget af en”
  • Jeg synes min chef forlanger for meget af mig”

Prøv at læse dem højt, og mærk/føl forskellen, på at sige “jeg” og “man”.

At sige “man”, er at lave “snigeren” væk fra at sige “jeg”. Derved undgår du at tage et ansvar for dig selv, og det du siger.
Når du siger; “man”, distancerer du dig fra det sagte. Med et “Jeg” står du ved dig selv, og dine holdninger, følelser m.m., samt tager ansvar for det du siger.

“Man” kan være en overlevelsesstrategi for at sige noget, som kan blive mødt med kritik eller uenighed, og vi derved kan risikere at blive dømt forkert. Vi kan med et ”man” ikke rigtig holdes personligt ansvarlig for det sagte.
Det er også et panser for at beskytte sig når noget er sårbart, som vi måske ikke helt kan stå ved. Fx at være vred, eller ked af det.

Med et “man”, kan du altid trække i land: “Mig være ked af det? Neeej, det ved du da godt! Nogle gange så kan man da godt blive ked af det”.
Ja det kan man jo.

Hvem er egentlig “man”? Tja, den er svær ikke?
At sige “man” er almindeligt i norm tale, altså det et flertal siger. Det gør vi som sagt alle fra tid til anden – men forestil dig hvad det vil gøre for dig, og ikke mindst dit selvværd, at stå ved dig selv og det du siger? Ved at sige; “Jeg”.
Det kan godt svare sig at gøre noget andet, end det de fleste gør.